Skip to content

Ny uddannelsesmulighed en realitet fra sommer 2023

Kalundborg Symbiose, verdens førende industrielle symbiose, har haft betydning for uddannelsens placering, og kommende arkitekter kommer til at spille en stor rolle i den grønne omstilling.

Allerede denne sommer kan du uddanne dig til Arkitekt på Det Kongelige Akademi i Kalundborg.
Fremtidige arkitekter kommer til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling. Der skal især findes løsninger på de globale klima-, biodiversitets- og ressourceudfordringer.

På arkitektuddannelsen i Kalundborg kommer de studerende til at give mulige svar på, hvordan vi kan forme og udvikle vores byer, landskaber og bygninger, så de bliver både bæredygtige, attraktive og inkluderende. Både uddannelse og forskning kommer til at engagere sig meget direkte i det lokale samfund og den spændende udvikling, der finder sted i Kalundborg. For nuværende og kommende arkitekter er det særligt interessant, at verdens førende industrisymbiose ligger i Kalundborg og har en unik cirkulær tilgang til produktion, skriver Det Kongelige Akademi i en pressemeddelelse.

”Jeg er meget begejstret over, at vi får lov til at starte et nyt uddannelsestilbud i Kalundborg. Vi har allerede udviklet et tæt samarbejde med kommunen, øvrige uddannelser og erhvervslivet. Der er ingen tvivl om, at det er et mægtig godt udgangspunkt for et eksperimenterende og nyskabende studie- og forskningsmiljø med stærk lokal forankring. Jeg er også meget fortrøstningsfuld i forhold til, at der rent faktisk er en efterspørgsel på flere arkitekter i området, da det åbenbart er svært at rekruttere fra København”, siger rektor Lene Dammand Lund.

Det Kongelige Akademi har allerede haft et hold studerende i Kalundborg med stor succes for alle parter. Der blev lavet forslag til forskellige nye projekter i byen, f.eks. at omdanne Kalundborg Station til et kulturhus eller hallen til en teaterskole. Også på forskningsniveau er der allerede sket udveksling af viden, og en af Det Kongelige Akademis førende forskere har bl.a. været en del af det første Sustainable Biosolutions Symposium i Biotekbyen med blandt andre den lokalt forankrede forening Knowledge Hub Zealand som arrangør.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at byde kommende studerende og medarbejdere velkomne i Kalundborg. Vi har en klar ambition om at være et centralt knudepunkt for uddannelse og forskning og har solide erfaringer med at skabe tætte bånd mellem alle parter i kommunen. I Kalundborg falder symbiosetankegangen os naturligt, og derfor har vi stort fokus på at skabe de bedste rammer, så der sker nye frugtbare forbindelser mellem studerende, forskere og de mange industrielle aktører. Vi er allerede godt i gang med et samarbejde med Det Kongelige Akademi og ser frem til endnu en uddannelse, der kan bidrage positivt til hele området”, siger Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune.

Uddannelsen kommer også til at have et globalt udsyn, hvor der skal arbejdes sammen med førende internationale uddannelses- og forskningsmiljøer. Kalundborg bliver desuden en case i det danske bidrag til New European Bauhaus, The Irresistible Circular Society (DESIRE). Et projekt der kører i to år fra sommeren 2022, og som vil give mulighed for at kvalificere og eksperimentere med formatet for et campus i samarbejde med Biotekbyen, øvrige uddannelser, erhverv og civilsamfund, oplyser Det Kongelige Akademi i samarbejde med Knowledge Hub Zealand, som fungerer som projektleder for Kalundborgprojektet under DESIRE.

 

Fakta om den nye arkitektuddannelse i Kalundborg:

  • Studerende i Kalundborg bliver arkitekt svarende til uddannelserne i Århus og København
  • Uddannelsen opfylder samme nationale og internationale krav som i Århus og København
  • Uddannelsen består af ét 3-årigt bachelorprogram
  • På den 2-årige kandidatuddannelse kan man vælge mellem flere specialiserede spor
  • Undervisningssproget er dansk på bacheloruddannelsen og engelsk på kandidatuddannelsen
  • Ansøgningsfrist er d. 15. marts for kvote 2 og 5. juli for kvote 1 i 2023
Back To Top