Skip to content

Det har længe været muligt at tage første del af maskinmesteruddannelsen i Nordvestsjælland (Holbæk, Slagelse og Næstved), men i de resterende år af uddannelsen har studiebyen herefter heddet København.

 

Det bliver der nu ændret på, når Maskinmesterskolen København (MSK) åbner en afdeling i Kalundborg:

 

”Kalundborg er i rivende udvikling, og byens voksende industri aftager allerede nu mange af vores færdiguddannede maskinmestre. Vi har derfor længe haft et godt samarbejde i og omkring Kalundborg med relevante interessenter og aktører. Derfor har det været et helt naturligt skridt at etablere maskinmesteruddannelsen her,” siger Ulrik Bak Nielsen, Rektor på Maskinmesterskolen København.

 

Forberedelserne til åbningsdagen den 31. januar 2023 er i fuld gang, og der er stadig ledige pladser på det kommende hold. Derfor holder Maskinmesterskolen København Infoaften onsdag den 7. december kl. 18.00 til 20.00, hvor du kan høre mere om uddannelsen i Kalundborg, møde nuværende MSK-studerende samt repræsentanter fra industrien.

 

Prøv rollen som maskinmester

Til Infoaftenen kan du høre om alt fra adgangskrav til karrieremuligheder, men hvordan ved man, om maskinmesteruddannelsen er noget for én?

 

”Det kan være utroligt svært at forklare, hvad man laver som maskinmester, fordi en maskinmester er en generalist, som kan gå ad mange karriereveje i bl.a. industrien, inden for skibsfart, energiforsyning, byggeri og anlæg eller rådgivning alt efter interesse,” forklarer Charlotte Piil Clausen, Sekretariatschef, Maskinmesterskolen København, og fortsætter:

 

Derfor har vi udviklet et spil: Maskinmesterspillet. Her placeres deltagerne i nogle arbejdssituationer, hvor de skal løse forskellige opgaver som maskinmester. På den måde får deltagerne et godt indblik i, hvad det vil sige at arbejde som færdiguddannet maskinmester.”

 

Til Infoaftenen den 7. december kan du prøve spillet og blive klogere på, om uddannelsen til maskinmester kunne være noget for dig.

 

Behov for maskinmestre i Biotekbyen

Kalundborg huser bl.a. Skandinaviens største biotekproduktion med en stærk procesindustri og en omfattende, højtspecialiseret følgeindustri – en industri, som har brug for maskinmestrenes kompetencer:

 

”Det har længe været et ønske at få maskinmesteruddannelsen til Kalundborg, fordi maskinmestrene tilbyder kompetencer, som vores virksomheder efterspørger,” siger Borgmester i Kalundborg, Martin Damm, som fortsætter:

 

”Vi har løbende stort fokus på at matche virksomhedernes efterspørgsel med byens uddannelsestilbud for i et tæt samspil mellem aktørerne at kunne opdyrke fremtidens talenter lokalt. Lokale, relevante uddannelsesmuligheder er af afgørende betydning for at tiltrække og fastholde talentmasse og kvalificeret arbejdskraft i Kalundborg.” 

 

KOM TIL INFOAFTEN

Hvornår? Onsdag den 7. december kl. 18.00-20.00

Hvor? Processkolen, Rynkevangen 7-9, 4400 Kalundborg

Se programmet og tilmeld dig: https://bit.ly/msk-kalundborg-sm

Læs mere om uddannelsen: www.msk.dk/kalundborg

Back To Top